• Theresa Vangsøe

Angst...

Teksten herunder skrev jeg for et par uger siden og jeg gemte den til en dag, hvor jeg havde lyst til at dele den. Og den dag, er i dag. Det er altid lidt mærkeligt at skulle dele noget så tæt på, men nu gør jeg det og mon ikke jeg overlever. Hehe.



Verdens sødeste sortekat. Som var den bedste til at få mine angstanfald til at forsvinde, bare ved at ligge tæt op ad mig, når jeg havde det dårligt.


Her kommer den:

Jeg er måske lidt inde i en liiiidt dårlig cirkel. Eller måske kan det ikke kaldes en cirkel endnu, men jeg er vidst godt på vej. Det er kun at skrive, når jeg har det dårligt. Som lige nu. Jeg har haft en lang, men overskuelig og rar dag.


Jeg havde det godt, jeg har grint, fulgt godt med i skolen, havde forberedt madpakke (det lyder måske lidt mærkeligt, men det hjælper rent faktisk ret meget på mit overskud) og der var ingen skrigende børn i bussen på vej hjem.


Jeg var i gang med lektier, som jeg har lagt til side, for at skrive det her. Det var ellers noget spændende, jeg skrev om. Og så, som om jeg bliver besat af en eller anden ond djævel, så er angsten der. Jeg får ondt i hovedet. Jeg er ked af det. Sur. Sur over ham. At han ikke kan finde ud af det. Sur på mig selv, over at jeg bliver ved med at tro og håbe og forvente. Sur på mig selv over at jeg har lyst til at se ham og at jeg syntes at han opførte sig, næsten ordenligt, sidste gang.


Men mest af alt er jeg sur over at jeg bliver overdynget af denne her følelse, hvor jeg ikke kan trække vejret, hvor jeg har lyst til at skrige og løbe væk.

Jeg er sur over at det ikke er sommer og varmt, så jeg kan gå ud og få varme. Og lys.



Sommerfletninger med vilde blomster, plukket ved en vejkant på Samsø i sommers.


Og når jeg så har gennemgået alle følelser og har været igennem 117 svære oplevelser i min barndom og tidspunkter hvor jeg har været ved at give op, så kan jeg begynde at slappe af og ikke bide mine tænder så hårdt sammen. Så kan jeg stoppe med at ryste. Trække vejret. Kigge ned uden at føle, at det hele vælter. Smile måske. Men nok ikke.


For når jeg er nået der til, så bliver jeg overmandet af træthed. Min krop er træt. Som om jeg ikke har sovet i flere dage. Jeg er sulten, men har ikke lyst til at spise. Mit hoved føltes let, fri af tanker, men det er træt.

Mit hjerte er træt. Af alle gennemgående følelser, af at tænke eller gengive oplevelser og historier, som jeg egentlig troede jeg havde glemt, men som kommer frem, lige der og som råber på at blive gennemarbejdet.

Det gør mig træt. Ked af det. Skuffet over mig selv. At jeg ikke kan styre det. Jeg føler mig svag.

Der er noget med det ord. Svag. Jeg kan ikke lide det. Det er et træls ord. Et ord som ikke er mig. Den normale mig i hvert fald. Den som er glad, kan klare det hele, har en masse bolde i luften. Når alle boldene så bliver tabt på en gang, fordi jeg er svag, fordi jeg pludselig ikke engang kan trække vejret og lade være med at græde.


Jeg føler mig svag og jeg hader det.


Den går ikke væk, før jeg har lært det jeg skulle. Og det kan nogen gange godt tage lang tid. Meget lang tid.

Og når det så er sket, så skal jeg samle det hele op igen. Det er nok det værste ved processen. For jeg ved at det blot er et spørgsmål om tid, før jeg skal gøre det igen.


Billedet her tog jeg en sen sommeraften sidste år, nede ved hestenes sommerfolde. Det er lige sådan et sted som jeg ønsker jeg kan gå hen, når jeg føler mig fanget.