• Theresa Vangsøe

At lave ting der ikke tæller

Det er tirsdag og klokken er 12.08. Indtil videre har jeg været til et møde, læst halvdelen af mine lektier, været i bad, spist to små belgiske vafler med flødeskum, spist noget ristet rugbrød, jeg har fået hjælp til nogle småting på bloggen (TAK!), og har siddet og kigget på alle de afleveringer jeg har, og som jeg ikke er gået igang med.



En af de varme dage, hvor jeg satte mig ned til stranden og kiggede ud på havet.


Jeg har tænkt meget over alle de ting, jeg er igang med. Hvordan jeg skal nå dem alle. OM jeg skal nå dem alle. Når jeg lige lister alle de ting og projekter op, som jeg er igang med, så ser det lidt vildt ud. Men jeg må indrømme at noget har ændret sig.

For ikke så mange måneder siden, og særligt sidste år, stressede alle de her ting mig helt vidt meget. Jeg kunne slet ikke overskue hvor jeg skulle starte og hvordan jeg nogensinde ville få tid, til alle de ting jeg havde planlagt. Jeg var nervøs for at glemme nogle ting, for at gå glip af muligheder og chancer jeg fik tilbudt.


Og det var jo faktisk lidt åndsvagt. For alle de her projekter og ting som jeg havde, de skulle jo være nogle der gav glæde, mening og som jeg havde lyst til at lave. Det skulle ikke være noget der bare skulle overstås og som stressede mig.


På et eller andet tidspunkt i alle processer, kommer man til et punkt hvor man har fået nok, hvor det hele virker uendeligt og uoverskueligt.

Det tror jeg ikke man kan komme udenom.


Men jeg tror ikke på at det er smart, at man har det sådan fra starten. Så er det bedre at lade være. For det der får en til at komme igennem de tider, det er hvor godt og sjovt det er normalt vis. Tanken om målet er også god at have. Men det skal ikke være det eneste man har.

En sommeraften for nogle år siden


Lige nu er min liste lang. Jeg går i skole, skriver kogebog (afprøver opskrifter, skyder billeder, redigerer, skriver tekster), rider og arbejder med begge mine heste (den ene til årsopgave, som inkludere at filme en masse), bager og skriver indlæg til bloggen. Og så er der alt det som jeg ikke får gjort hver dag, men som jeg gerne vil igang med.

Det er gode og spændende ting.

Jeg vil gerne skrive på min roman, læse gode bøger, lave læderarbejde, tegne, male og få ordnet alle mine forspiringsplanter osv. osv.


Men jeg når ikke det hele. I hvert fald ikke på en gang. For jeg har lært, af erfarring, at der er nogle ting som er vigtigere, end alle mine projekter og lange to-do lister.


Det er at gå ture ved stranden, at snakke med katten, se netflix når det trækker, at strigle hestene uden at skulle ride, at snakke i telefon med mine veninder, at tage billeder af smukke ting, at skrive dagbog og alt muligt andet.


Alle de ting som jeg ikke "opnår" noget af, som man måske ligefrem kan sige er unyttige. De ting er vigtige!

Dem bruger jeg tid på. For jeg kan mærke at de ting, er ekstra gode.


Jeg laver stadig afleveringer og kan lide det (for det meste kan jeg lide det), nyder mine heste og at arbejde på kogebog og bloggen. MEN jeg prøver alt hvad jeg kan, på ikke at glemme de andre ting også. For de er vigtige. De er gode. Måske ikke for hele verden, men for mig er de. Og hvis jeg skal kunne gøre noget stort og vigtigt, så kræver det at jeg er mig. Og det bliver jeg, af de gode ting.