• Theresa Vangsøe

At stole på folk igen - Psykisk vold

Det er lidt skørt. Egentlig havde jeg forventet, at jeg ikke ville kunne stole på mennesker igen. At jeg efter at jeg var blevet udsat for psykisk vold, ikke kunne lukke mennesker ind og stole på dem. Men det er som om det modsatte er sket.



Jeg ved ikke om det er normalt. Det er som om jeg har lært at se det gode i mennesker, på en helt ny måde. Ja, jeg er også blevet frygtlig god til at spotte når noget er "et rødt flag", og jeg er blevet god til at lytte til mig selv og mine grænser. Men det er som om noget i mig nu, sætter utrolig stor pris på, når jeg kan mærke at folk er gode. Det er som om at jeg tror på verden igen. Tror at det hele nok skal gå. I en vis grad.


For jeg ved også at det højest sandsynligt er fordi de her mennesker, ikke kommer helt tæt på. Jeg lukker dem kun så tæt på, at det ikke vil gøre ondt hvis jeg mister dem. Jeg har aldrig været sådan før. Jeg har altid stolt på folk, uden at holde mig tilbage på nogen måde. Det er det jeg havde oplevet. At det var sikkert at lukke folk ind. For jeg havde aldrig prøvet at nogle havde misbrugt den plads de havde fået.


Det er anderledes nu. Det er ikke det samme for før.


For jeg er mega bange for at misse et "rødt flag". Jeg er bange for at jeg ikke ser det. Sæt nu hvis jeg bliver blind på det?

Et rødt flag er ikke farligt, hvis man ikke kommer tæt på det. Derfor er det "kun" vigtigt at spotte dem, hvis man er tæt på. Hvis man sørger for ikke at lukke folk helt ind, så er det jo næsten ligegyldigt om de har røde flag. Det er en nemmere taktik, end at holde øje. Men det er ikke en god taktik. Det er ikke sådan et liv jeg vil leve.




Jeg er bange for at det sker igen. At jeg ikke opdager hvad der sker, før det er for sent. Jeg er bange for hvad risikoen er, for at lukke folk helt tæt på. Men på samme tid ved jeg også, at jeg bliver nød til at gøre det. Jeg bliver nød til at satse.


Jeg skal være vågen og jeg skal mærke efter hvis noget føles mærkeligt. Men jeg skal også give slip. Jeg skal stole på, at det er langt de færreste der vil gøre mig ondt. For det ved jeg, at det er.


Jeg skal stole på mig selv.

På at jeg kan se hvis der er noget, og på at jeg reagerer.


Noget jeg kan mærke at der er sket er, at jeg holder mine nærmeste tæt. Jeg har fundet ud af hvor mange mennesker jeg har omkring mig, som er der for mig og som vil smide alt hvad de har i hænderne, for at hjælpe mig. Jeg ved at dem skal jeg passe på. Jeg skal være der for dem og jeg skal passe på vores relationer. Ligesom de er der for mig.


Jeg øver mig. På at stole på folk. Jeg øver mig på at turde give slip. Jeg ved at det er det, der skal til. Men jeg ved også at jeg skal have tid. Det skal nok komme. Ikke?