• Theresa Vangsøe

Corona-kuller og at slette gamle billeder fyldt med minder.

Klokken er næsten halv ni, og jeg sidder på gulvet i køkkenet og hører høj musik. Jeg er ved at lave lasagne, og kødsausen står i min støbejernsgryde og simre på det gamle komfur. Vejret er smukt og markerne på siderne af huset er alle blevet gødet. Så her lugter af at være på landet. Men det er nu helt ok. Jeg kan godt lidt, at bo på landet.


Men...






Jeg tror corona-kulleren ramte mig i starten af denne uge - for aller første gang. Jeg har været sur og har haft så lidt inspiration, til at komme igang med noget som helst fornuftigt. Jeg har lavet afleveringer, men alt andet har hængt. Og så har jeg bare siddet og blevet endnu mere træt af mig selv. Jeg har haft ondt af mig selv. Og har ikke kunnet overskue ikke at vide, hvornår jeg kunne komme tilbage til at være ude af huset for at gå i skole og på arbejde, eller være sammen med mine veninder.Det har overrasket mig, for sådan har jeg ikke haft det før. Jeg har haft det virkelig godt i denne tid, og jeg har nået så mange ting.


Jeg har fået sendt opskriftsforslag afsted til forlaget, til den nye kogebog. Jeg har redet (og faldet af) og bagt tonsvis af kager. Så sluttede påsken og det samme gjorde min energi og gåpåmod.


Men i dag er det fredag! Og den er tilbage. Nu sørger jeg for at holde godt fast i den, så den ikke smutter igen. Måske er det fordi jeg ved at weekenden ikke er så lang, så det er nemmere at overskue. Hverdagene kan hurtigt flyde sammen.


Jeg har en fornemmelse af at der kommer til at gå et stykke tid endnu, før jeg kommer tilbage i skole. Derfor tænker jeg, at jeg skal have lagt en plan. Så mine hverdag bliver ligeså struktureret, som den var inden denne uge. Derudover tænker jeg, at gå igang med kogebogen. Jeg plejer at skrive kogebog på meget kort tid, hvilket betyder at jeg altid har en hel masse mad på én gang. Det er okay med bagværk, men det er ikke så smart med pastaretter og salater.


SÅ jeg vil begynde så småt allerede. Jeg vil få skrevet lidt på min årsopgave, hvis det altså giver mening og jeg har noget at skrive. Og så vil jeg få lavet en masse jordarbejde med hestene og få redet som jeg gør lige nu. Hvilket er næsten hver dag. Det er så dejligt.





I går aftes sad jeg og slettede billeder på min telefon. Gamle billeder, af gamle minder som satte mange tanker igang. Jeg slettede ikke for at slette minderne. For de er der, resten af mit liv og ligemeget hvad jeg gør. Jeg slettede helt praktisk for at få mere plads på min telefon, så jeg kan filme og tage nye billeder. Men det gjorde også noget ved mine tanker og følelser. På en måde blev jeg lidt lettere og mere fri. Som om jeg trådte ind i en ny fase. Jeg er ikke længere ked af det på samme måde. Det er som om det har fundet en plads i mig, alle oplevelserne og hele den tid.


Det er ikke det hele som er faldet på plads, og jeg er stadig sur og ked af det og tænker på det. Men jeg har det på en anden måde end jeg har haft det. Som om jeg er på vej et nyt sted hen.

Så jeg tror det var et godt tidspunkt at slette billeder. Så har jeg plads til nye.


I dag er det lørdag. Lasagnen var god, så god, at jeg glemte alt om at skrive indlægget færdigt i går. Så det gør jeg nu. Jeg tror jeg vil gå ud og varme et noget mad og forbedrede mig på hvilke kager jeg skal bage i dag. Det bliver godt og dejligt.


Jeg har det godt. Sådan rigtig godt.




Vi skal snart på brombær jagt i haven igen