• Theresa Vangsøe

Da jeg en dag tænkte på det og det var som jeg fortalte en andes historie. Og ikke min. Psykisk vold

Det var ikke sådan at jeg vågnede op en dag, og så var det væk. Det var ikke sådan at smerten forsvandt lige pludseligt. Fra den ene dag til den anden. Det skete ikke ved at jeg havde grædt nok over det, eller snakket det færdigt. Det skete ikke, fordi jeg ville have det mere end noget andet. Jeg ved faktisk ikke hvorfor det skete.



Om det var fordi jeg var klar. Fordi det var tid. Eller hvorfor. Men en dag kom jeg til at tænke på hende, på al den psykiske vold, en dag hvor det gik op for mig, hvor længe siden det var jeg havde tænkt på hende og på alt det der var sket. Da tænkte jeg det var det ikke længere det samme. Det var mærkeligt og jeg ved stadig ikke hvad der var sket. Det var som om det ikke længere rørte mig på samme måde. Det var som om at når jeg tænkte på det, så kom det ikke tæt på. Det var som om det var langt væk fra mig. Det var ikke længere i mit hjerte. Som om det var en andens historie jeg tænkte på, en andens historie jeg fortalte.


Jeg har oplevet nogle ting fornyelig som på en eller anden måde har sat tingene i perspektiv. Jeg har oplevet en smerte som var en anden. En smerte som var "god" hvis man kan kalde en smerte det. Det var en smerte som ikke var ment mod mig. En smerte som ingen bevidst påførte mig. En som bare skete. Som gjorde mig ked af det. Som gjorde mig ulykkelig. Men som alle forstod. Som jeg ikke behøvede at forsvare mig imod. Som bare var der. En jeg havde ret til at have. En smerte som førte mig tættere på det jeg elskede og det jeg ville. Selvom det tog noget tid før jeg kunne se det. Det var en sund smerte. Som tog noget fra mig, men som gav mig så meget mere i sidste ende.


Og det gik op for mig at det gjorde den smerte også, den hun havde givet mig. Den havde jeg også ret til at have. Den behøvede jeg heller ikke forsvare. Den gav mig meget mere end den tog fra mig. Men der skulle noget nyt til, en ny sorg, før jeg kunne se det. Før jeg så klart.


Da jeg tænkte på hende her den anden dag, følte jeg ingenting. Ingen vrede over det hun havde taget fra mig. Jeg var ikke længere ked af det, over hvad hun havde fået mig til at tro om mig selv. Jeg følte ikke noget mere. Der var ingen ting mere.


"When you can tell your story and it doesn't make you cry, that's when you know you've healed"

Det gik op for mig. Jeg var ovre det. Ovre hende. Igennem det. Igennem sorgen, smerten, historien. Det var nu blot en historie. Min historie. Men kun en historie.


For pludselig havde jeg oplevet noget i mellemtiden, som havde vist mig en smerte der var helt anderledes.

Det var som om der pludselig var gået 10 år. Selvom der i virkeligheden, måske var gået tre uger. Jeg voksede så meget på de uger og jeg er så utrolig taknemmelig. For det hele.

Men mest af alt er jeg lettet. Jeg er lettet over at jeg kan trække vejret helt. At jeg kan fortælle min historie uden at græde. At jeg på trods af det hele, ikke blev ødelagt. Det var min største frygt.


Men hvad jeg har jeg lært? Og ville jeg gå igennem det hele igen? Jeg er "taknemmelig" over det jeg har oplevet, det perspektiv det har givet mig efterfølgende. Men på ingen måde ville jeg udsætte mig selv for det samme igen. Jeg er glad for at jeg kom hel ud på den anden side, for det er ikke en selvfølge. Jeg har lært så meget om mig selv. Om venlighed og ærlighed. Om ondskab. Jeg kan spotte det lynhurtigt.


Jeg ved at jeg ikke ville være det samme menneske i dag, hvis jeg ikke havde oplevet de ting jeg har oplevet. Men hvis jeg kunne gå tilbage og vende om da jeg mødte hende, ville jeg uden tvivl gøre det. Så jeg tror bare jeg er glad for, at jeg ikke har den mulighed. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget, husker jeg på. Det havde måske bare ikke behøvet at være så skidt.

0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Life lately