• Theresa Vangsøe

Da jeg gav op og blev fri - psykisk vold

Opdateret: juli 10

Jeg sidder i sofaen med en af kattene ved min side, og kigger ud i luften og ned på tasteturet. Der går en milliard (cirka) tanker igennem mit hoved, og jeg har lyst til at skrive. Få dem ud og væk. Men jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte, eller hvad jeg vil sige.


Jeg tænker tit på noget min psykolog sagde til mig. At man ved psykisk vold, kommer igennem tre faser. Hele tiden. Det er en cirkel som bare fortsætter, så længe man er i relationen. Der er én god fase, som er den der er rar og dejlig at være i. De andre to er manipulerende, lede og ondskabsfulde i to forskelige grader. Jeg kunne godt genkende det. Mere end jeg havde lyst til at indrømme. Og jeg kunne genkende da hun fortalte, at man blev i de trælse faser fordi man vidste, at man altid kom tilbage til den gode. At man lærte hvordan man nemmest kom tilbage. At det tilsidst blev helt normalt og lidt trygt, at være i de trælse faser.


Jeg blev så god til at være der. I starten gik der mange uger mellem faserne. Som tiden gik, kom de tættere og tættere på hinanden. Til sidst var det dage. Timer. Jeg ville gøre ALT, for at komme tilbage til den gode fase. Jeg undskyldte for ting, som jeg aldrig skulle have undskyldt for. Jeg undskyldte for mine følselser, for at være mig. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne.



Et billede taget i sommers. Mine øjne ser trætte ud. Og tomme...


Indtil en dag, den sidste dag, den dag hvor jeg stoppede. Hvor jeg ikke kunne mere. Det her skete:


She finally gave up, dropped the fake smile as a tear ran down her cheek and she whispered to herself "I can't do this anymore"

Jeg havde lige fået pause i skolen. Klokken var omkring 11. Sidst vi havde skrevet sammen, var en time tidligere. Her havde jeg fået en normal besked, med hjerteemoji. Jeg fandt min telefon frem og kunne se, at jeg havde fået en besked. Der gik et sus igennem hele min krop, som der altid gjorde, og jeg stivnede et sekund. Jeg var altid nervøs for, at hun var sur og havde skrevet til mig.


Jeg åbnede min telefon og måtte scrolle og scrolle, da beskeden var så lang. Imens gik jeg over mod vinduskarmen, hvor jeg satte mig. Jeg bed tænderne sammen, og begyndte at læse. Jeg nåede at læse 4-5 sætninger.

Så gik jeg i stykker. Jeg lagde min telefon fra mig, tog mine briller af.


Det hele foregik i slowmotion. Jeg kunne mærke hvordan min krop skreg. Den kunne ikke mere. Mit hjerte kunne ikke mere.

Pludselig var jeg så ligeglad med den gode fase. Jeg havde ikke engang lyst til at være der, om jeg så ikke behøvede at arbejde, for at komme der hen.

Den første tåre dryppede ned og jeg kiggede op og fik øjenkontakt med en af mine veninder. Hun så chokeret på mig og kom hen til mig.


Jeg lænede mig fremover, med ansigtet begravet i mine hænder og hulkede som om nogen var død.





Jeg græd og græd, og jeg kunne ikke stoppe. To års tilbageholdt gråd, kom nu frem. Jeg kan huske at jeg på et tidspunkt hev efter vejret, og prøvede at tørre snot og tårer væk fra mit ansigt. Og for første gang sagde jeg noget.

Mine veninder stod omkring mig. De kiggede bekymrede på mig. En sad og holdte om mig. Jeg fik fremstammet noget i stil med, at jeg havde fået en besked fra "hende". Og at jeg ikke kunne mere. Jeg var færdig.


Jeg begyndte for første gang, at fortælle om nogle episoder. Jeg kan ikke engang helt huske, hvad jeg sagde.


For første gang følte jeg ikke længere, der var noget at redde.

Jeg kunne ikke holde til det mere. Jeg fortalte om gange jeg var blevet nedgjort, hvordan jeg havde grædt og været bange alene, hvordan jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere ødelagt, for hver gang hun fortalte mig hvor utaknemmelig jeg var, hvor meget jeg kun tænkte på mig selv og hvordan jeg havde ødelagt hendes familie og hendes liv osv. osv.

Hvordan jeg følte, at jeg havde svigtet mig selv.

Og at det faktisk var en af de værste ting ved det her.


Aldrig havde jeg åbnet sådan op. Det var som om at det hele kom, jeg kom i tanke om alle mulige episoder, da jeg først begyndte at fortælle. Ckokerende og bekymrede blikke mødte mig. Kram og direkte besked.

Ikke bare "det lyder træls, jeg håber du finder en løsning". Beskederne var tydelige og klare.


"Du skal væk derfra. NU" Jeg vidste det godt. Jeg sagde ikke imod. Jeg nikkede bare og lænede mig ind til en af mine veninder, lukkede øjene og græd.


Jeg græd for alt hvad der havde været. Alt hvad jeg havde følt. Jeg græd for uretfærdigheden. For at have kæmpet. Jeg græd af udmattelse.


Og så græd jeg af lettelse. For endelig var jeg fri.