• Theresa Vangsøe

De lækreste glutenfri boller

Jeg kan mærke, at jeg virkelig savner at skrive indlæg og lave opskrifter til bloggen. Sådan helt vildt meget. Efter den snak jeg havde med min mor den anden dag, omkring hvad der skal ske i fremtiden, efter jeg er færdig med at læse til sommer, har jeg fået så meget ro på det hele og så meget energi.


Jeg har fået lyst til at lave en masse dejlige ting, og pludselig føler jeg ikke længere, at jeg behøver at skynde mig - at jeg skal nå noget. Så jeg starter stille og roligt op og tager det hele som det kommer. Det forsøger jeg i hvert fald på hehe.


Nåh men nu til det, som det her indlæg rent faktisk handler om, nemlig glutenfri boller. Det kommer bag på mig, at jeg bliver ved med at lave forskellige opskrifter og at der er så mange fremgangsmåder som virker. Nu har jeg efterhånden været igennem en del forskellige. Bollerne her er bløde og lette og holder sig rigtig fint. De er perfekte til en søndag formiddag som i dag. Ingen gættede at de var glutenfri! Det er et godt tegn!



Ingredienser:


80 g smør smeltet

4 dl. vand

2 dl. plantemælk eller komælk

10 g glutenfri tørgær eller 25 g frisk gær

1 æg

1 tsk. sukker

180 g glutenfri havremel

190 g majsstivelse

120 g majsmel

1 tsk. salt

40 g loppefrøskaller


Fremgangsmåde:


Pisk loppefrøskallerne sammen med alle de våde ingredienser i 4 minutter. Bland alle de tørre ingredienser sammen og hæld i blandingen med loppefrøskaller. Pisk den ved højeste hastighed på røremaskinen i 10 minutter.

Lad dejen hæve et lunt sted i 1,5 time.

Forvarm ovnen til 230 grader.

Beklæd to bageplader med bagepapir og form 10 burgerboller ud af dejen. Pensl bollerne med sammenpisket æg og drys med sesamfrø. Lad dem efterhæve i 30 min.


Bag bollerne til de er lysebrune.