• Theresa Vangsøe

Den bedste dag længe

I går var jeg i stalden meget af dagen. Men først bagte jeg kage, for jeg havde en kagebestilling til en fødselsdag. Jeg bagte en mazarinbund, smurte med mørk chokolade, fordelte hjemmerørt creme (+ flødeskum rørt i) ud på den og toppede med alverdens forskellige bær. Så tog jeg billeder og kørte afsted med den.

Anna sad ved siden af og holdte kagen. De blev glade og glædede sig til at spise den ude i haven med fine servietter og safevand på bordet.


Den mega lækre glutenfri kage


Så var jeg lige hjemme og vende, skiftede til hestetøj og kørte i stalden, hvor jeg tilbragte det meste af min dag. Her kørte jeg vand ud på folden, jeg fik vejet foder af, gået forbi tændte landbrugsmaskiner med (mega sej) hest i den ene hånd og vogn med vand i den anden, striglede begge heste, lavede en masse jordarbejde og red. Jeg nåede også at pudse overskydende læderfedt af min ene sadel og samle den med mine "nye" (dem fra Texas jeg indkøbte sidste år, men ret ubrugte) bøjler. Jeg slappede af og var glad.


Jeg gik igang med at lære dem begge at gå sidelens hen imod mig fra jorden - noget jeg ikke har trænet med dem før. Og så forsøgte jeg at få dem til at bakke, mens jeg stod en meter bag dem. Altså en hest af gangen. Det var sjovt, for Prince fangede ret hurtigt, hvad jeg ville have ham til, mens Buddy var meget i tvivl. For selvom Prince er så rolig og "tæmmet" som han nu engang er, så skal man ikke tage fejl. Han er hurtig og han er klog. Jeg red for første gange i år i top, og solen stod højt på himlen. Det var så dejligt vejr og det var den perfekte dag. Til at få støvede støvler og varme kinder. Til at blive træt i kroppen af frisk luft, støvet fra banerne og hesteduft.



Fine skygger


Det var en af de dage, som jeg ville ønske jeg havde noget oftere. Sådan en dag hvor tingene gav mening. Hvor jeg kunne mærke hvorfor jeg har heste, og hvorfor jeg er landet hvor jeg er. Hvor jeg var tryg og rolig ved siturationen, ved fremtiden og ved fortiden.


En af de dage som gerne måtte vare forevigt og længere endnu. Men så blev det mandag og tilbage til skolebænken. Det er godt, for jeg kan godt lide at gå i skole. En del af min skole er årsopgaven. En opgaven der strækker sig over et år. Her har jeg valgt at arbejde med "hesten". Nærmere Prince. I et år. Se hvor vi står om et år.

Det er det fedeste arbejde, det er så spændende og jeg har lyst til at lave det hele tiden. Det giver mig så meget inspiration, det giver mig lyst til at læse, undersøge og lære mere og nyt. Hvis jeg kunne, var det gerne det, jeg udelukkende arbejdede med. Men sådan er det jo ikke. Jeg skal også passe dag til dag afleveringerne og alt det andet. Der prøver jeg virkelig at se det større billede og tænkte på hvorfor jeg gør det, for at få inspiration til at lave noget godt. For det andet trækker. Det trækker så ufatteligt meget. For det er min fremtid. Jeg kan mærke det.


Jeg kan mærke at Buddy er begyndt at blive sig selv igen. Han er faldet til ro og hviler i sig selv. Og han stoler lige så stille, mere og mere på mig. Lige i starten kaldte han helt vildt og ville ikke stå stille, når han stod bundet udenfor, uden at Prince også var der. Han var ikke til at komme i kontakt med, hans blik var langt væk og han reagerede slet ikke på mig.

En af de ting jeg har lært at man skal gøre, hvis hesten står uroligt, er at tage hesten et sted hen (f.eks ridebane) og sende den rundt om en, i høj fart og skifte retning flere gange. Så tilbage og stå. Og afsted igen, hvis den stadig ikke står stille. Det skulle vise hesten, at det faktisk er bedre bare at stå stille.


MEN det gav ikke mening. Jeg HAR gjort sådan, for lang tid siden. Det virkede i et vist omfang, men han var stadig ikke rolig når vi var alene. Jeg var meget fustreret over hvad jeg skulle gøre og hvordan jeg skulle håndtere det.



Smukke sten nede ved stranden.


Jeg så en video med Warwick Schiller omkring seperationsangst. Han fortalte om nogle heste han havde haft i træning, som havde nogle af de samme udfordringer som jeg stod med, med Buddy. Han fortalte så, at han ikke gjorde noget specifikt for at løse problemet. Men at det løste sig selv, når han begyndte at arbejde med hesten, når hesten stolte på ham og respekterede ham og omvendt. Det gav så meget mening.


Så jeg prøvede det samme. Jeg snakkede med Buddy når han stod bundet og gjorde bare det jeg plejede at gøre. Striglede, gik frem og tilbage efter ting, sadlede op osv. Jeg lavede jordarbejde 15-20 min. før vi red - hver gang. For at starte hvor vi begge fik lov at blive fokuseret og blive klar. Jeg var mere sammen med hestene end jeg var før. Han blev langsomt bedre. Kaldte ikke så meget. Stod mere stille.

Og så i går. Hentede jeg Buddy, bandt ham, striglede, fyldte vandspande, sadlede langsomt op, fejlede, snakkede med en af de andre hesteejere. Og han stod bare stille. Han kaldte ikke, han stod bare og slappede af og ventede på mig.


Jeg blev så glad! Jeg havde bare lyst til at kramme ham og hoppe og danse omkring ham. Men jeg roste ham i stedet stille, og gik så i roundpennen for at arbejde fra jorden. Vores connection var stærk og jeg hvilede i mig selv. Buddy fandt tryghed i mig. Jeg var en god leder.



Her er Prince hoppet op på en lille palle-rampe. Helt selv og meget stolt.



Smuk solnedgang næsten i baghaven


God vinkel.... Eller noget.