• Theresa Vangsøe

Den dejligste sommerdag og noget om efterreaktioner

Vi er ved at være sidst i maj og vejret er så fint. I går var min første dag tilbage i skole. Det var skørt. Jeg kunne mærke, hvordan jeg havde svært ved at holde fokus. Hvordan jeg tænkte på hvordan de københavnerbirkes som jeg havde tænkt på at bage, mon blev. Hvad hestene lavede? Havde jeg givet dem nok vand?


Jeg kom hjem med to collager, jeg havde lavet den dag. Det var det. Jeg havde ikke skrevet min aflevering færdig og jeg var ikke noget nær så langt, som på alle hjemmedagene. Det er skræmmende hvor meget spildtid, der egentlig er i skolen. Men der er jo også alt det man ikke får derhjemme, som har høj værdi.


Indlægget om psykisk vold som jeg skrev dagen før, det ramte mig i går, på en måde jeg ikke havde forventet. Jeg blev slået helt ud da jeg senere på dagen, var ude at ride. Prince gjorde ikke som jeg ville og jeg blev mega sur, og var lige ved at begynde at græde. Først for sent gik det op for mig, hvad det handlede om. Og at Prince helt sikkert havde kunnet mærke, at jeg ikke havde det godt.


I haven


Jeg var sur på mig selv. Sur på indlægget. Sur over at lige den person, som skulle læse det - nok var den sidste der læste det. Jeg var ked af det over det hele, over alt hvad der er sket og over uretfærdigheden i det. Selvom jeg havde planlagt en lang dag med træning i stalden, satte jeg Prince ud på folden til Buddy, krammede dem begge to og kørte hjem i stedet. Jeg kender mig selv og jeg kender mine heste godt nok til at vide, hvornår jeg ikke skal ride. Buddy er så sensitiv, han opfanger lynhurtigt, hvis jeg er ked af det. Og så er det ikke godt at ride. Jeg kan ikke holde hovedet koldt, når jeg er ked af det. Jeg kan ikke være den leder, han har brug for. Jeg kan ikke være stærk.


Men så gik jeg ind, og læste de beskeder jeg havde fået. De ramte mig lige i hjertet og jeg forstod, at det er det, det her handler om. Det handler om sammenhold. Om ærlighed. Om at være stærk, men også om at være svag. Det handler om at give slip. Og det tror jeg en del af mig gjorde i går.


Amy den fine blå kanin


Nårh ja - der blev også spist en hel masse glutenfri hjemmebagt wienerbrød


Og så blev det torsdag. Hvor jeg ikke skulle afsted i skole, og hvor jeg var i stalden tidligt. Vi fik læsset to hopper og kørt afsted mod dyrehospitalet, hvor de skulle insemineres. På vej hjem kørte vi forbi og købte foder og kiggede på sadler, strigler og farverige cordeoer. Vi snakkede, hyggede og solen varmede. Det var så dejligt.


Hjemme på gården fik jeg redet på Buddy, fik lidt undervisning og fik lov at ride Fado. Jeg red i mine korte wrangler (som er alt for korte til ridning) og jodphurs, hvor sporrene overhovedet ikke passede. Men det gjorde ingenting. Jeg nød det. Jeg nød at det var varmt. At jeg var et godt sted. At mine heste har det godt. At jeg har det godt.


Jeg skyllede Buddy med koldt vand og satte ham ud på folden, hvor Prince stod og ventede. Han kiggede på Buddy som rullede sig, og vendte så hovedet mod mig. "Jeg er klar til at ride nu". Han kiggede roligt på mig. Men bestemt. Så jeg tog ham med ind i stalden og red også ham. Årh jeg bliver SÅ lykkelig over sådan en dag. Over at mine heste så gerne vil mig og alt det som bare er godt lige nu.


Så føles i går lige pludselig meget langt væk.


På en solrig plet i haven


Jeg var hjemme sen eftermiddag og kom lige hjem til at alle var i haven, og var igang med at bygge den nye hængesofa. Anna kom med Amy (den nyeste kanin - en redningskanin) og jeg snakkede med hende, mens jeg lå og kiggede rundt på alle træerne. Kattene gik rundt og fulgte med i hvad der skete. Solen varmede.


Og nu sidder jeg her. Jeg er træt. Min krop er træt. Men jeg er glad. Jeg vil få skrevet min design/arkitektur aflevering færdig, få den sendt afsted og komme i seng. I morgen er en kort dag. Fremlæggelser i skolen og skuespil derefter. Og så er jeg den der er igang i køkkenet eller i stalden. Det bliver godt. Det ER godt. Tak for jer!


Buddy og hans blå spand