• Theresa Vangsøe

Flapjacks med nougat og pistacienødder

Det er tirsdag og jeg er tilbage i skole. Eller virtuelskole er det jo. Jeg sad i nattøj i sofaen i morges med min computer og lavede aflevering fra tidlig morgen. Det kan jeg altså godt vænne mig til. Heldigvis var det en hurtig aflevering at lave, så jeg kunne blive færdig inden jeg skulle i stalden. Vi red i skoven og et smut forbi stranden. Trænerne er begyndt at springe ud og fuglene havde en fest. Ligesom os og hestene. Og jeg fandt to smukke hulsten!


Nu til kage. Jeg ved ikke hvem der opfandt flapjacks, men vedkommende fortjener en præmie! En stor en. Det er en af de mest enkle kager overhovedet og smager bare SÅ godt.






TIL 1 PLADE

Bunden:

150 g smør

3,5 spsk. ahornsirup

80 g rørsukker

240 g glutenfri finvalsede havregryn


Toppen:

300 g nougat

100 g pistacienødder uden skal


Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 170 grader varmluft.


Beklæd en 20×20 form med bagepapir.


Hæld rørsukker, sirup og smør i en gryde og lad det smelte sammen ved middel varme. Rør havregrynene i og bland det hele godt sammen. Hæld det over i formen og tryk det fladt med en ske.


Bag i ovnen i 25-30 min. til den har taget lidt farve. Begynd på nougaten ca. 5 min. før kagen er bagt færdig.

Smelt nougaten over vandbad og hæld den over kagen, så snart den er kommet ud af ovnen. Hak pistacienødderne groft og drys ud over kagen. Sæt kagen på køl i 30-60 min. til den er kølet ned og nougaten er hård.


Skær kagen ud i mindre stykker og opbevar på køl, til de skal serveres.