• Facebook - sorte cirkel
  • Black Instagram Icon
  • Theresa Vangsøe

En dårlig cirkel

Opdateret: 9. dec. 2019

Jeg er måske lidt inde i en liiiidt dårlig cirkel. Eller måske kan det ikke kaldes en cirkel endnu, men jeg er vidst godt på vej. Det er, kun at skrive, når jeg har det dårligt. Som lige nu...

Billedet her tog jeg en sen sommeraften sidste år, nede ved hestenes sommerfolde. Det er lige sådan et sted som jeg ønsker jeg kan gå hen, når jeg føler mig fanget.

Jeg har haft en lang men overskuelig og rar dag. Jeg havde det godt, jeg har grint, fulgt godt med i skolen, havde forberedt madpakke (det lyder måske lidt mærkeligt, men det hjælper rent faktisk ret meget på mit overskud) og der var ingen skrigende børn i bussen på vej hjem.


Jeg var i gang med en aflevering, som jeg nu har lagt til side, for at skrive det her. Det var ellers noget spændende jeg skrev om. Parzival. Som jeg ikke havde nogen som helst idé om, hvad var, men det er gået hen og er blevet min bedste hovedfagsperiode jeg nogensinde har haft, og som jeg rent faktisk savner nu, hvor den er overstået.


Og så, som om jeg bliver besat af en eller anden ond djævel, så er angsten der.

Jeg får ondt i hovedet. Jeg er ked af det. Sur. Sur over ham. At han ikke kan finde ud af det. Sur på mig selv over at jeg bliver ved med at tro og håbe og forvente.

Sur på mig selv over at jeg har lyst til at se ham og at jeg syntes at han opførte sig, næsten ordenligt, sidste gang.

Men mest af alt er jeg sur over at jeg bliver overdynget af denne her følelse, hvor jeg ikke kan trække vejret, hvor jeg har lyst til at skrige, løbe væk, hvor jeg ønsker at det er sommer og varmt, så jeg kan gå ud og få varme. Og lys.


Og når jeg så har gennemgået alle følelser og har været igennem 117, mindre rare, oplevelser i min barndom og tidspunkter hvor jeg har været ved at give op, så kan jeg begynde at slappe af og ikke bide mine tænder så hårdt sammen. Så kan jeg stoppe med at ryste.

Begynde at trække vejret.

Kigge ned uden at føle at det hele vælter. Smile måske. Men nok ikke. For når jeg er nået der til, så bliver jeg overmandet af træthed. Min krop er træt. Som om jeg ikke har sovet i flere dage.


Jeg er sulten, men har ikke lyst til at spise. Mit hoved føltes let, fri af tanker, men det er træt. Mit hjerte er træt. Af alle gennemgående følelser, af at tænke eller gengive oplevelser og historier, som jeg egentlig troede jeg havde glemt, men som kommer frem, lige der og som råber på at blive snakket om. Følt. Mærket. Gennemarbejdet.


Som de ikke bliver i siturationen. Fordi jeg, når siturationerne opstår, tænker på alt andet end at være i nuet. Jeg går helt automatisk igang med at ordne noget, snakke med nogle, hjælpe, eller bare skynde mig at gå i gang med noget andet.


Det gør mig træt. Ked af det. Skuffet over mig selv. At jeg ikke kan styre det. Jeg føler mig svag. Der er noget med det ord. Svag. Jeg kan ikke lide det. Det er et træls ord. Et ord som ikke er mig.

Den normale mig - i hvert fald. Den som er glad, kan klare det hele, har en masse bolde i luften. Så bliver alle boldene bare tabt på en gang, fordi jeg er svag, fordi jeg pludselig ikke engang kan trække vejret og lade være med at græde. Jeg føler mig svag og jeg hader det. Og jeg hader at der ikke skal mere til, end blot et angstanfald, før at jeg mister alt kontrol og alle mine bolde ligger på jorden.

Den går ikke væk, før jeg har lært det jeg skulle. Og det kan nogen gange godt tage lang tid. Meget lang tid.

Og når det så er sket, så skal jeg samle det hele op igen. Det er nok det værste ved processen. For jeg ved at det blot er et spørgsmål om tid, før jeg skal gøre det igen.




6 visninger