• Theresa Vangsøe

Glutenfri pølsehorn

Muligvis gør de her billeder, ikke helt så meget som de skulle. De viser ikke helt, hvor gode pølsehornene er. For de er altså virkelig virkelig gode! De er med i min første kogebog Ægte Glutenfri og er faktisk også forholdsvis lette at lave.


Jeg er godt klar over, at det med at der skal mange forsekllige meltyper i, er rigtig træls, specielt hvis man ikke har tingene hjemme. For så kan det virkelig være dyrt, sådan at skulle ud og skaffe et mellager. Og jeg ville ønske at det kunne være anderledes, men det er altså noget af det, der gør det. Gør at pølsehornene er luftige, lækre og bløde. Sådan som et pølsehorn skal være.


Som jeg også skrev i bogen, så troede jeg virkelig jeg havde opfundet noget stort, da jeg kom på, at putte pesto i pølsehorn. Lige indtil jeg så googlede og fandt ud af, at det var en ting, og at det ikke var mig som var et geni. Haha - men de er stadig gode, pølsehorn med pesto i!





TIL 8 PØLSEHORN


Dejen:

100 g fint rismel + ekstra til udrulning

25 g majsmel

20 g tapiokamel

60 g majsstivelse

1,5 tsk. xanthan gum

20 g olivenolie

2 tsk. æblecidereddike

1 tsk. salt

1/2 tsk. glutenfri tørgær

1,5 dl. vand

2 æg


Fyldet:

100 g basilikumpesto

4 pølser skåret i halve


Pensling:

1 æg


Rør alle ingredienser til dejen sammen i en skål og rør indtil xanthan gummen begynder at virke, ved at dejen bliver elastisk og smidig. Dejen skal røres 1-2 minutter. Her behøver man ikke have gang i sin røremaskine, en ske er fint.


Drys rismel ud på bordet og hæld dejen ud på bordet. Drys mel på dejen og rul den ud med en kagerulle til den er rund og ca. 1 cm. tyk.


Brug så meget mel som nødvendigt, men så lidt du kan komme til.

Fordel pestoen over dejen og skær den ud som en pizza, så der er 8 stykker. Læg en halv pølse på hver og rul dejen om, så det bliver formet til et pølsehorn.


Læg alle 8 pølsehorn op på en bagplade med bagepapir og læg en frysepose over, så de hæver bedre.


Lad dem hæve et lunt sted i 1-2 timer.


Forvarm ovnen til 180 grader.


Pisk ægget let sammen med en gaffel og pensl forsigtigt pølsehornene. Bag dem til de er gyldne 20-25 min.