Glutenfri salt-karamel cupcakes
En af de ting jeg brugte tid på i efterårsferien, var at bage cupcakes. Da jeg var mindre elskede jeg cupcakes og jeg havde en kogebog, kun med cupcakes i, som jeg ofte kiggede i og bagte efter. Så voksede jeg lidt og pludselig var det sjovere med surdej, langtidshævede brød, og cupcakebogen blev gemt langt væk.
Men det betyder ikke, at det ikke stadig er noget helt særligt at bage cupcakes. Nu skal de bare være glutenfri.
Opskriften her er dog ikke fra bogen, men måske skulle det være en bog engang? Glutenfri cupcakes. Hehe.

Ingredienser
TIL 15 CUPCAKES
Dejen:
160 g smør, blød
3 bananer, moste
Saft fra 1/2 citron
145 g rørsukker
2 æg
2,5 tsk. vaniljesukker
120 g fuldkornsrismel
100 g majsmel
0,5 tsk. xanthin gum (kan undlades)
60 g mandelmel
2 tsk. bagepulver
1 ts. natron
1/2 tsk. salt
1/4 tsk. stødt nelliker
En knivspids muskatnød
1 tsk. kanel
+ 50 g mørk chokolade til pynt
Salt-karamel:
100 g rørsukker
40 g smør
70 ml. fløde
Flagesalt
Topping:
150 g blødt smør
120 g flormelis
190 g flødeost
Vaniljesukker
Citronsaft
Fremgangsmåde
Forvarm ovnen til 180 grader over/under varme.
Pisk smør og rørsukker sammen til det er lyst og luftigt. Rør de moste bananer i.
Bland alle de tørre ingredienser sammen og rør dem i sukkerblandingen sammen med citronsaft.
Beklæd en metal-muffinsform med papirforme, eller sæt 2 papirforme oven i hinanden, hvis du ikke har en metalform. Fyld hver form med kagedej, de skal fyldes til lidt over midten.
Bag muffins i 20-25 min. til de har taget lidt farve. Køl dem af på en rist.
Karamellen:
Lav karamellen ved at smelte sukker langsomt i en gryde ved lav varme. Pas på det ikke brænder på. Rør IKKE før det hele er smeltet. Tilsæt smør når sukkeret er smeltet og rør sammen. Hæld fløde i lidt af gangen. Hælder du for meget i af gangen, vil det skille og du skal starte forfra. Jeg plejer at hælde af ca. 10 omgange.
Når al fløden er i, tages karamellen af varmen og smages til med salt. Sæt til afkøling.
Når muffins og karamel er afkølet, skæres et hul i hver muffin. Kom karamel i alle hullerne.
Pisk flødeost, flormelis og smør sammen på høj hastighed i ca. 5 minutter. Den skal være hvid og luftig. Smag til med vanilje og citronsaft.
Kom frostingen i en sprøjtepose med en tyl og sprøjt frosting på alle kagerne. Hak eller riv den mørke chokolade og drys over kagerne. Spis med det samme eller opbevar på køl til de skal serveres.



