- Theresa Vangsøe
Glutenfri svampet squashkage
Det er november og det er den perfekte måned at få bagt en masse efterårskager med en masse varme krydderier. Det var også lige det jeg gjorde den anden dag. Jeg havde en masse spiselige tørrede blomster fra i sommers, som jeg dryssede ud over den, så den blev virkelig fin!
Det er den 3 november. Det er i nat valget står. Trump vs. Biden. Vi har i skolen haft samfundsfag, historie og religion i de sidste mange uger, hvor vi har haft fokus på det amerikanske valgsystem og historien bag dette. I aften skal vi overnatte på skolen og følge med. Se hvem der vinder de forskellige svingstater. Hvem der bliver den nye præsident. Jeg glæder mig og jeg krydser fingre for at det ender godt. Det har vi brug for.
Men ikke mere om det. Nu skal det handle om kage. En god en!

Ingredienser
Kagen:
110 g blød smør eller plantesmør
240 g brun farin
120 g rismel
90 g majsmel
3 æg
4 tsk. kanel
1 tsk. allehånde
1,5 tsk. kardemomme
0,5 tsk. salt
2,5 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
70 g mørk chokolade
2 squash
Frosting:
Skal af 1 citron
Citronsaft
150 g neutral flødeost
45 g smør
160 g flormelis
1 tsk. vaniljesukker
Spiselige blomster eller hakket chokolade til drys
Fremgansmåde
Forvarm ovnen til 180 grader over/under varme.
Pisk brun farin og smør sammen til det er lyst og luftigt.
Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål og rør i sukkerblandingen sammen med æggene. Riv squashene på den grove side af rivejernet og rør i dejen. Hak den mørke chokolade og rør den i.
Beklæd en form med bagepapir og fordel dejen heri.
Bag kagen i ovnen i ca. 45 min.
Køl kagen af på en rist. Pisk alle ingredienserne til frostingen sammen til den er lys og luftig. Det tager 4-5 minutter.
Fordel frostingen over kagen og drys med spiselige blomster eller hakket chokolade.

