- Theresa Vangsøe
Glutenfrit hævekurvsbrød
Sprødt og smagfuldt glutenfrit hævekurvsbrød. Det er en af de brød, som jeg aldrig havde forestillet mig, rent faktisk at kunne lave glutenfrit. Men her er det!
Opskriften er også i Glutenfri Jul
Jeg vil smutte afsted efter hestefoder. God tirsdag!

Ingredienser:
1 dl. fløde
6,5 dl. mælk
40 g loppefrøskaller
150 g glutenfri havremel
100 g sorghummel
1 dl. vand
2 tsk. tørgær
1,5 tsk. salt
300 g fuldkornsrismel + mere til drys
50 g majsstivelse
Fremgangsmåde:
Varm mælken og fløden op over lav-middel varme, til det er ca. 37 grader. Rør loppefrøskller heri. Bland alle de øvrige ingredienser sammen, og hæld dem i røremaskinen.
Hæld massen med loppefrøskaller heri, og sæt dejkrogen på maskinen. Kør dejen i 3-4 minutter.
Sprøjt lidt vand i hævekurven, så melet kan hænge fast. Drys mel i herefter. Sørg for at der er nok, så brødet kan slippe igen.
Hæld dejen i hævekurven, og læg et viskestykke over. Lad brødet hæve i 1,5-2 timer.
Når brødet er hævet, tændes ovnen på 175 grader over-under varme.
Brødet vippes fra kurven, over på en bageplade beklædt med bagepapir og bages 1 time og 20 minutter. Selvom brødet ser færdig ud inden, så lad det få den fulde tid. Ellers vil brødet falde sammen, når det kommer ud af ovnen.
Når brødet er færdigbagt, skal det have lov at sætte sig og køle ned inden det skæres.


