• Facebook - sorte cirkel
  • Black Instagram Icon
  • Theresa Vangsøe

Har jeg valgt den rigtige vej?

Opdateret: jan. 8

Jeg ved ikke om jeg har valgt den rigtige vej... Hvordan ved man det? Jeg ved det, når jeg er glad, og når tingene kører, eller der tænker jeg i hvert fald ikke ret meget over det. Men nogle gange skal der ikke særlig meget til, før jeg bliver i tvivl. Når jeg bliver presset, har travlt eller hvis jeg bliver ked af det, er jeg god til ikke at forholde mig til det reelle problem, men i stedet begynde at bekymre mig om, og ville løse, alle mulige store livsspørgsmål. Og det er jo ikke det mest smarte at gøre i sådanne siturationer, men jeg gør det alligvel. Hver eneste gang. Nogle gange kan det føles som om, at jeg bare prøver at gøre tingene endnu sværere for mig selv, sværere end de egentlig er...





Sådan overordnet set tror jeg, at jeg er på rette vej. Jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg skal hen, men jeg er overbevist om, at jeg er på vej derhen. Mit hoved er fyldt med drømme, tanker, planer og idéer, og jeg kan slet ikke vente med at gå igang med det hele. Jeg er glad for, hvor jeg er, og jeg nyder tanken om, hvor det bærer mig hen, for jeg er SÅ klar. Nogle gange kan jeg godt ønske mig, at jeg bare kunne hoppe direkte derhen. Men det ville nok ikke være så sjovt, i det lange løb.


For efterhånden mange år side, da jeg var ved at være færdig med folkeskolen, havde jeg egentlig valgt at søge ind på Aarhus Katedralskole. Jeg blev optaget, men jeg havde det ikke godt med det. Jeg var træt af, at jeg ikke bare kunne have det på samme måde, som alle andre havde det med at skulle på gymnasiet. Hvorfor skulle jeg tænke så meget? Hvorfor kunne jeg ikke bare skubbe tankerne væk, og bare gøre det? Jeg valgte ikke at begynde der, det gjorde jeg først nogle år senere, hvor jeg efter to måneder brød sammen. Jeg var SÅ sur på mig selv. Hvorfor var det så svært? Hvad var der galt med mig? Alle kunne da færdiggøre en gymnasial uddannelse!


Jeg lavede lektier og afleveringer i døgndrift, når jeg altså ikke var til undervisning. Det var spændende nok. Jeg har egentlig altid godt kunne lide at gå i skole, men det var som om, jeg bare ikke kunne holde til det. Min krop sagde fra, jeg glemte ting, selvom jeg forsøgte så godt jeg overhovedet kunne, at holde styr på alle mine ting, prøvede at huske på timer, afleveringer, hvor jeg mon skulle møde til undervisninger, de få timers arbejde jeg havde osv.





Jeg prøvede at holde hovedet oppe, jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at kunne følge med.


Men jeg græd hele tiden, jeg skrev ikke gode nok afleveringer, selvom jeg havde lagt alt hvad jeg havde i dem, så var de aldrig gode nok. Jeg kunne ikke følge med mig selv. Jeg kunne ikke følge med i snakken om fester, alkohol, brok over dumme forældre, verden og lektier.


Men det skulle jeg jo! Ellers ventede der evigt kassedamearbejde og ingen penge, muligheder eller respekt. Men så skete der noget. Jeg hørte en ted-talk omkring at gå væk fra den gængse sti. Og jeg så en udsendelse med Steve Jobs. Om hvordan han startede noget der endte med at blive enormt, uden uddannelse eller papir på hans evner og talenter.

Og min far sagde stop.

Han har mere eller mindre altid ladet mig finde ud af tingene selv og ladet mig gøre hvad jeg ville, eller ladet min mor om det. Men her sagde han stop. Og det viste sig, at være en af de vigtigste ting, jeg fik fortalt.


Pludselig gav det hele mening. Jeg lærte at man godt kunne blive til noget, selvom man ikke havde en studentereksamen. Jeg lærte at var man stædig nok, så kunne alting lade sig gøre. Og var der noget jeg var, så var det stædig!

Stædig på den gode måde. På den måde som aldrig giver op. Som sætter sig et mål, og som har en plan og en drøm, og som tør følge den. Det er først for omkring et år siden, at folk begyndte at stoppe med at spørge om, hvornår jeg skulle begynde at læse. Det er altid en af de første spørgsmål der kommer. Og når svaret er "det er ikke noget, jeg har planer om", så er der ikke rigtig nogen som ved, hvad man siger til sådan et svar.


Jeg kan huske den sidste dag, jeg var i skolen, hvor jeg sad i et stort lokale, med alle de andre og der blev afholdt en test. Jeg kunne ikke sidde stille og mit hoved ville ikke slappe af. Det slog mig. Jeg ville ud i verden. Jeg ville skrive en bog, og jeg ville have den udgivet. Jeg ville rejse, jeg ville leve, være mig selv, hvem end det så var. Jeg ville male med min mormor, jeg ville stå på rulleskøjter med min lillebror, jeg ville begynde at ride igen. Jeg ville være glad igen. Jeg kradsede lynhurtigt mine svar ned på arket foran mig (jeg aner stadig ikke, den dag i dag, hvad vi skrev om), rejste mig og tog mine ting, afleverede mine svar til læren og gik ud af lokalet. Ned af en masse snoede trapper, åbnede en stor tung trædør og trådte ud. Jeg trak iskold efterårsluft ind og forlod skolen. Og jeg så mig ikke tilbage.


"Doing your best, does not mean working yourself to the point of a mental breakdown"





Jeg har ikke fortrudt, at jeg har startet. Men jeg er glad for at jeg indså, at jeg var på den forkerte vej. Og at jeg turde stoppe og gå til siden, selvom alle andre synes, at gå samme retning.


Havde jeg ikke stoppet, var jeg ikke, hvor jeg er i dag. Jeg havde nok ikke være glad, og jeg havde nok heller ikke fået udgivet min første kogebog. Eller den anden. Jeg havde ikke prøvet at været ude i verden, jeg havde ikke prøvet at arbejde i døgndrift, at skulle sætte mig selv igang, at have lyst til at smide det hele på jorden, men ikke gøre det.


Jeg havde ikke lært at den mest trådte vej, ikke altid er den bedste vej for en.

Nu læser jeg. Et sted hvor jeg er glad for at være. Og jeg nyder det. Jeg elsker at gå i skole. Jeg nyder at skrive lange afleveringer, at lave lektier og være til undervisning. Men det er ikke sikkert, at jeg ville være kommet til det punkt, hvis jeg ikke havde fået lov, til at være ude af skolesystemet. Det tvivler jeg faktisk på.







Jeg har stadig mine drømme og planer. Jeg har stadig tanker om en ny kogebog, lange lister over ting jeg vil gøre, jeg har mine heste, jeg har lyst til at tegne, sy smukke kjoler, lave fine læderting, jeg har lyst til at starte ting selv, åbne en butik, og jeg er klar til at gå igang med det hele. Eller mit hjerte er. Men en ting af gangen. Eller bare to-tre i mit tilfælde. Blot ikke ti.


Så hvordan ved jeg om jeg er på den rette vej?

Hvis du er glad. Ikke hver dag og ikke altid. Der vil altid være ting, som ikke er sjove at lave, ligemeget hvad man laver. Der vil altid være dage, som er lange og mørke. Og der vil være perioder, hvor man ikke har lyst til at stå op. Det kan man ikke komme udenom. Det handler ikke om, at man skal give op, når det er hårdt.


Det handler om at perioden med gode dage, skal fylde mest. Det handler om, at der skal være flest dage, hvor man glæder sig og er glad. Det handler om at kunne trække vejret og stole på noget større end sig selv. At stole på, at det hele nok skal løse sig. Og at du nok skal komme hen, hvor du skal være, selvom du ikke lige nu, ved hvor det sted er.


For alting løser sig. Når du blot lader dem.



86 visninger1 kommentar