• Theresa Vangsøe

Hvis jeg kunne gå tilbage... Vil jeg fortælle mig selv, at kærlighed ikke føles sådan.

Noget af det sværeste er, når jeg kan mærke at folk ikke forstår det. Når jeg føler, at jeg skal forsvare mig selv og tydeliggøre hvor forfærdeligt det var, og hvad det gjorde ved mig. Når jeg har det som om, at jeg skal kæmpe for at have lov at have det, som jeg har det.



Jeg får lyst til at råbe højere. At fortælle og forklare helt ned til mindste detalje om, hvordan det var og hvordan det ødelagde mig. Jeg har lyst til at fortælle om, hvor bange jeg var. Om alle de gange, hvor det var som om jeg så på mig selv udefra og kiggede ind på en, jeg slet ikke kunne kende.

Jeg har lyst til at fortælle om hvordan jeg følte, at jeg mistede mig selv. Hvordan jeg gang på gang lukkede mere og mere ned. Jeg har lyst til at at skrige, at det ikke var min skyld. At det aldrig nogensinde var min skyld. At det ikke er fair. At der ikke er nogen mængde af gode ting eller gaver der blev givet, som kan gøre op for, hvordan jeg blev behandlet.


Jeg har lyst til at det skal blive retfærdigtgjort.


Jeg har lyst til at gå tilbage i tiden og lade være med at kæmpe.

Lade være med at lytte. Lade være med at tro på det. Eller prøve at redde siturationen. Jeg har lyst til at gå tilbage, og ikke undskylde over for ting, som jeg ikke havde gjort. Jeg har lyst til at gå tilbage og gå væk.


Jeg har lyst til at fortælle hende det. At få hende til at forstå, hvad hun har hevet mig igennem. Hvor frygligt hun har fået mig til at have det. Hvis hun vidste det, ville hun aldrig kunne tilgive sig selv. Hvis hun forstod omfanget af det. Men det gør hun ikke. Og jeg tror heller ikke hun kommer til det.


Jeg var ikke den første. Og jeg er nok heller ikke den sidste. Jeg har lyst til at gå tilbage og slå mig selv i hovedet. At råbe at jeg skal åbne øjenene. Jeg ville råbe, at det ikke bliver bedre. At jeg ikke kan rede hende. Hjælpe hende.

At det aldrig går væk. Aldrig bliver godt. At jeg ikke kan gøre noget, som gør at jeg aldrig bliver behandlet dårligt. At jeg skal stoppe med at prøve.


At jeg ikke bør gøre det. Det er ikke mit job. Mit job er at passe på mig selv. At være stærk og sige stop og redde mig selv.


Allermest har jeg lyst til at gå tilbage og kramme mig selv, tage mig i hånden og gå væk.



Men jeg kan ikke gå tilbage. Jeg kan ikke redde mig selv. Jeg kan ikke tage følelserne væk og jeg kan ikke få mig selv til at forstå omfanget af, hvor alvorligt det var. Det er forsent.


Men nu er jeg ude og jeg kan love mig selv, at jeg aldrig nogensinde vil gøre det igen. Det er noget af det, jeg er mest bange for. At jeg lader nogen behandle mig sådan igen. Men det gør jeg ikke. Jeg fortæller mig selv, at det gør jeg ikke. Selvom jeg er bange for at det sker.


Jeg er færdig med at please, jeg er færdig med at undskylde, jeg er færdig med at bede om at få en chance mere. Jeg er færdig med at tage imod, hvad jeg ikke fortjener. Færdig med at blive nedgjort. Talt grimt til.


Jeg er færdig med at kæmpe for kærlighed - for at blive elsket.

Så derfor prøver jeg ikke at få folk til at forstå, hvis de ikke forstår når jeg fortæller dem hvad jeg har været igennem. Jeg råber ikke. Jeg kæmper ikke for retfærdigheden i historien. Jeg kæmper ikke for at få andre til at forstå.


For jeg VED hvor forkert det var, og jeg VED hvad jeg har været igennem. Og jeg ved at det ikke var min skyld. At det aldrig var min skyld. Så hvis folk ikke forstår, så er det okay. Jeg er færdig med at kæmpe, for kampe der ikke kan vindes.


Så går jeg blot, og lader dig blive. Jeg vil hellere være gå, end at være i en usund relation igen. For er der noget jeg er bange for - så er det giftige realationer. Aldrig igen.