• Theresa Vangsøe

Lækker svampet banankage og langsomme dage

Jeg bagte for nogle uger siden banankage, og nu fik jeg endelig redigeret billederne. Det er som om at de her coronadage flyder sammen, og jeg kommer til at udskyde mange ting. For jeg har jo også i morgen.

Det er måske også helt okay, at gå helt ned i tempo og ikke nå så meget som jeg plejer. Det tror jeg egentlig. Selvom jeg har lidt svært ved at acceptere det, når jeg ikke når alt det jeg havde planlagt. Men det øver jeg. For nogle dage er det bedst at drikke the i sofaen og se Netflix eller læse en bog. Hestene nyder nok også, at få lov bare at græsse og løbe rundt og lege hele dagen. De går ude døgnet rundt og jeg tror de elsker det. De kan se solopgangene og søge læ i deres fine træskur, hvis det begynder at regne. Og billederne er stadig klar til at blive redigeret, når jeg engang får gjort det.


Jeg fik redigeret banankage-billederne her. Det var så mere end rigeligt for den dag. Hehe.


BTW - blomsterne på kagen er kun til pynt, det er ikke spiselige blomster...





TIL 1 KAGE - CA. 14 STYKKER


Dejen:

60 g majsmel

50 g rismel

30 g majsstivelse

210 g rørsukker

4 bananer

2 tsk. vaniljesukker

1 tsk. bagepulver

4 æg

150 g smør - smeltet og afkølet


Topping:

120 g mælkechokolade


Fremgangsmåde


Forvarm ovnen til 180 grader.


Pisk æg, rørsukker og vaniljesukker sammen til det er lyst og luftigt.


Bland de tørre ingredienser sammen og vend dem forsigtigt i æggeblandingen.


Mos banerne med en gaffel og vend dem i dejen sammen med de smeltede smør.


Beklæd en form ( 22*30 cm) med bagepapir og fordel dejen heri.


Bag kagen i 35-40 min. til den er færdigbagt.


Når kagen er færdig, knækkes mælkechokoladen i mindre stykker og fordeles ud på kagen. Lad dem ligge og smelte i 4-5 minutter og smør de nu smeltede stykker chokolade, ud over hele kagen.