• Theresa Vangsøe

Lange, uoverskuelige dage...

Er jeg den eneste, der har det lidt mærkeligt her for tiden? Jeg kan ikke helt sætter en finger på hvad det er. Jeg er på en eller anden måde lidt opgivende, og har svært ved at overskue det hele. Jeg er mega træt og udmattet, nærmest ligegyldigt hvor meget jeg sover. Jeg har tusind ting i mit hoved og jeg har på en måde lyst at at få lavet dem alle og på den anden side vil jeg måske hellere bare glemme alt om dem.

Mit hoved har gjort ondt de sidste par dage, og jeg har haft mest lyst til bare at være ude og ride, og ikke tænke på lektier eller ubesvarede mails.



Jeg har jo lavet lidt en plan for, hvordan jeg skal gøre med hestene, i forhold til at ride. Den hedder at jeg skal ride mandag+tirsdag, onsdag er jeg i Silkeborg så da kan jeg ikke ride, og så skal jeg ride igen torsdag+ fredag. Og så i weekenden hvis jeg er hjemme.

Jeg kan virkelig mærke at jeg får energi og glæde af at ride. Ingen tvivl om det. Jeg slapper af og kan være mig selv på en helt anden måde. Jeg bliver glad af at muge ud og strigle og snakke med hestene. MEN.


Det er benhård prioritering. Sidste uge hvor jeg skulle til tandlæge mandag, nåede jeg ikke i stalden før det var mørkt, og da jeg var bedøvet besluttede jeg, at det var bedst ikke at ride. Tirsdag nåede jeg kun lige ud og muge ud og hente heste ind på fold, og skulle så tilbage på skolen, hvor vi så valg hele natten. Så var jeg i Silkeborg onsdag, og torsdag havde jeg undervisning og nåede derfor ikke selv at træne eller ride. Så var der pludselig gået fire dage hvor jeg ikke havde redet. Det er jo ikke fordi det er det værste der kunne ske overhovedet, men det er bare dumt at have en plan, og så ikke følge den. Er planen for stram? Umiddelbart lyder det ikke for meget, at jeg skal ride fire dage om ugen. Jeg har jo også en årsopgave som jeg gerne skulle arbejde på og nå at blive færdig med. Og en af de måder det kommer til at ske på, det er at jeg rider og træner med hestene reglmæssigt. Det er der hvor jeg kan se og mærke at det rykker.


Men måske er det ikke en realistisk plan, jeg har lagt for mig selv? Jeg vil så ufattelig gerne og jeg er virkelig træt af, hvis det ikke kan lade sig gøre. Men jeg skal jo også huske, at jeg har valgt at tage en uddannelse og den tager altså bare en hel del af min dag. Og lektier og afleveringer på mit sidste år, dem bliver der ikke ligefrem færre af. Det hele stikker på en eller anden måde af, og jeg kan ikke helt følge med. Jeg har nogle gange bare lyst til at råbe stop og lade være. Jeg har lyst til at have tid. Ikke at komme hjem kl. 16 i hverdagene. Jeg har lyst til at jeg har tid til bare at vaske tøj eller sætter en kage i ovnen. Jeg har lyst til at gøre alle de ting som gør mig glad, og selvom jeg har nydt at gå i skole, så må jeg nok også indse at jeg er ved at være klar til at komme videre. Jeg er ved at være klar til at komme ud og arbejde på det jeg brænder for. Som er mange ting og som jeg næsten bliver helt åndsvagt utålmodig, ved at vente på kan lade sig gøre.



Så at læse på fuldtid med hvad det tilhører af lektier og afleveringer, holde en blog kørende, have to heste, skrive en kogebog og lave årsopgave - det er ikke en kombination jeg vil anbefale. For det er noget nær umuligt at nå det hele. Det er ikke fordi jeg normalt bruger tid på veninder, på at gå til fest og på at side på café. Jeg bruger min tid på alle de ting som SKAL ordnes og så forsøger jeg med den tid der er tilbage, at være sammen med M og på at slappe af osv.


Men shit det er hårdt lige nu og hvor gad jeg godt bare kunne tage en pause. Bare lige et par dage. Og så hvis jeg måske også kunne lade være med, at tænke og bekymre mig så meget om hvad der skal ske når jeg er færdig i skolen. For hvordan jeg får råd til det hele. Jeg ved at det nok skal løse sig, men det er som om det ikke hjælper ret meget på mig lige nu. Jeg er træt og fyldt med energi på samme tid. Meget af min energi bliver bare brugt "forkert". På ting jeg ikke har lyst til at bruge den på. Eller i hvert fald på ting som ikke giver noget igen. Giver det mening?


Kl. er 21.21 og jeg kom hjem fra stalden for en halm time siden. Jeg nåede at ride begge heste og det gik rigtig godt. Men mere om det en anden dag. Nu skal jeg skrive tyskaflevering. Jeg glæder mig til weekend...