• Theresa Vangsøe

Life lately

Jeg håber solen skinner hvor I befinder jer, og at I har det godt. Det er igen igen alt for lang tid siden, jeg sidst har skrevet et blogindlæg. Men det er helt okay, og selvom jeg ville ønske jeg kunne love at der ikke kommer til at gå så lang tid igen, så er jeg ikke sikker på at jeg kan holde det. Jeg er langsomt ved at indse at ting tager tid og lige i øjeblikket har jeg gang i utrolig mange ting.


Så mange ting at jeg nogle gange føler mig overvældet og bliver ked af det. Der er en masse der lige nu er ved at begynde og det er lige før alt andet, er ved at nå sin ende. Det er som det skal være, jeg er glad og de fleste ting er gode. Jeg klager ikke. Det der fylder er mængden af ting på én gang. Jeg føler næsten ikke jeg kan følge med. Men sådan er det jo nogle gange. <3




Boligsituration:


Min kæreste Mike og jeg er flyttet i en ny lækker lejlighed i Silkeborg. For første gang i mange år, har jeg fået mulighed for at have alle mine ting omkring mig, og har kunnet pakke mine ting ud af de kasser de har boet i alt for længe. Og jeg har fået det lækreste store køkken, næsten helt for mig selv hihi. Jeg har været SÅ klar og glædet mig helt vildt meget til at flytte. Omend det også var lidt skræmmende og vildt. At forlade Aarhus, at komme langt (eller i hvert fald længere) væk fra min familie og satse alt. Det føles i hvert fald sådan. Jeg elsker allerede Silkeborg og nyder naturen, den hyggelig by og de muligheder det har bragt mig og os. Her kan jeg godt se mig selv blive i mange år i fremtiden. Selvom Aarhus stadig har en særlig plads i mit hjerte.


Skole og job:


Til sommer er jeg færdig med skole og det vil altså sige at der kun på nuværende tidspunkt er seks uger tilbage. Det er mærkeligt at tænke på, at det var det. To år. Som fløj afsted og så alligevel ikke. Når jeg kigger tilbage på hvor jeg var for to år siden, da jeg begyndte, så kan jeg næsten ikke kende mig selv. Det er vildt hvor meget der kan se på så kort tid. En skoletid som i den grad var præget af corona og hjemmeundervisning. Jeg er så klar til at være færdig og begynde på nye ting.


Jeg har været heldig og har fået job på en cafe i Silkeborg hvor jeg får lov at eksperimentere med glutenfrie opskrifter. Jeg har indtil videre et par vagter om ugen, før jeg kan komme op på en del flere timer, når jeg er færdig med skolen. Det er så dejligt og jeg er så taknemmelig. Hver gang jeg skal på arbejde glæder jeg mig og føler virkelig jeg får penge for at lave det jeg elsker mest. At lave mad og bage. Jeg får lov at prøve ting af, blive udfordret og arbejde med andre kreative mennesker. Det bliver dejligt at kunne ligge flere timer der. Og kræfter.


Hestene:


Lige nu står hestene på sommergræs i Aarhus og der bliver de til jeg er færdig med skole. Derefter flytter de med til Silkeborg hvor jeg har fundet det dejligste sted til dem. De vil indgå i en mindre flok på ca. 6-8 andre heste og vil have en enorm fold med masser af træer, buske, stier, en sø, masser af plads at løbe på og et dejligt stort skur hvor de kan søge ly. Jeg glæder mig til at kunne give dem alt den plads og det liv de fortjener.


Mine to ridepiger fortsætter med at gå til ridning og jeg glæder mig til at vi kan bruge skoven og naturen som en del af undervisningen i højere grad end vi hidtil har haft mulighed for.


Alt andet:


Lige nu er det begrænset hvor mange kræfter jeg lægger i bloggen, fb, insta, kogebøger og kurser. På trods af at det er i mit hovede hele tiden. Jeg ville SÅ gerne kunne bruge mere energi på det, bruge tid på det. Prøve at arbejde intenst og koncentreret på mine egne projekter og se hvor langt jeg kan komme. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at arbejde på designet på bloggen, have planer for indlæg og billeder der skal tages. Jeg vil gerne planlægge en ny kogebog på et tidspunkt.


Jeg er lidt for god til at slå mig selv i hovedet over at jeg ikke når ovenstående ting, på nuværende tidspunkt. Og der bliver jeg virkelig nød til at minde mig selv om at jeg altså lige er flyttet, går i skole og har heste i en anden by og arbejder, har lektier og afleveringer når jeg har fri fra skole. At det er okay, at jeg ikke lige nu kan prioritere at skrive bøger og designe bloggen osv. Selvfølgelig kan jeg ikke det. Men på et tidspunkt kan jeg. Og jeg glæder mig til at den dag kommer.


Jeg tror det bliver rigtig godt, at jeg kan få lov at arbejde på caféen, at jeg er sikret en indtægt og at jeg kommer ud af huset og arbejder med andre og får energi, inspiration og input fra andre. At jeg har fri når jeg har fri og har denne tid helt som jeg vil have den. Om jeg vil ride, planlægge kurser, skrive blogindlæg eller læse bøger det er op til mig.


Jeg nyder tiden lige nu. Den sidste tid hvor hestene er på sommergræs lige ved siden af skoven og stranden. Den sidste tid hvor jeg går i skole, den sidste tid hvor jeg skal frem og tilbage mellem Aarhus og Silkeborg. Der er ikke lang tid tilbage til det også er fortid.


Nu vil jeg gå igang med aftensmad. Mike er på vej hjem fra job og jeg har købt ind til at vi skal lave fish n chips med polentafritter i stedet for kartofler. Og cæsarsalat. Begge opskrifter fra Ægte Glutenfri Aftensmad. Jeg ved altså ikke om jeg på noget tidspunkt, bliver vant til at lave mad fra mine egne bøger. Syntes det føles så vildt hver gang.


Jeg håber I har en dejlig aften, og at der ikke går så længe før vi "ses" igen.



0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle