• Theresa Vangsøe

Når angsten kommer tilbage

I forgårs, torsdag eftermiddag/aften, havde jeg de hårdeste timer jeg længe har haft. Jeg kunne godt mærke, jeg havde det lidt mærkeligt da jeg tog i stalden for at undervise, men jeg skubbede det fra mig, for jeg skulle jo undervise. Jeg havde svært ved at slappe af og trække vejret ordenligt, selvom jeg forsøgte at lade som ingenting. Hestene opsnappede det lynhurtigt. De gad ikke det de skulle, de lagde ører af hinanden, bed efter hinanden og efter mig. Det plejer de ikke at gøre. Jeg tænkte ikke så meget over det før senere, for i øjeblikket kunne jeg ikke fokusere på det.


Jeg kom endelig hjem og så gik det helt galt. Min krop var helt låst, jeg kunne knap nok snakke og det føltes som om jeg var fyldt op. Det sad i min hals og i min mave. Jeg kunne ikke spise, selvom jeg vidste at det var alt for længe siden, jeg sidst havde fået noget mad. Men jeg kunne ikke. Jeg forsøgte men det voksede sig kæmpe i min mund, og jeg kunne ikke få det ned.


Jeg kørte med min mor, hen for at hente min lillesøster til dans, for jeg ville ikke være alene. Det meste af bilturen husker jeg ikke. Jeg sad med lukkede øjne, var vågen og så væk, kæmpede for at trække vejret roligt, for ikke at gå i panik. Når jeg i et splitsekund troede at det blev bedre, så kom det som en storm tilbage igen og overtog min krop. Vi kom hjem og jeg lagde mig på sofaen. Jeg følte mig låst og fanget.


Det eneste jeg kunne tænke var, at det her kan jeg ikke holde til...

Jeg kan ikke have det sådan her. Det er for hårdt og det ødelægger for meget.


På et tidspunkt efter ca. tre timer faldt jeg i søvn. Da jeg vågede efter 30 minutter var det væk. Jeg spiste lidt og drak noget juice. Og gik i seng. Jeg vågnede tidligt næste morgen, fredag morgen, og skrev en besked til min lærer. Skrev at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, men at sådan som tingene hang sammen lige nu, ikke var en løsning. Jeg forklarede hvordan jeg havde det. At jeg var begyndt at få rigtig mange efterreaktioner på det som skete i foråret. Så lagde jeg min telefon væk og lagde mig ned igen.


Af Charlie Mackesy


Jeg sov til kl. 11. Da jeg vågnede tænkte jeg meget på hestene. På hvor voldsomt de havde reageret på hvordan jeg havde det. Jeg vidste at jeg ikke selv kunne holde til at have det sådan her i længden, men noget helt andet var hestene. De kunne slet ikke. Og dem har jeg ansvar for. Ligesom jeg har ansvar for mig selv. Men pludselig handlede det ikke længere kun om mig. Nu var det også andre det gik ud over.


Jeg spiste rester fra dagen før, mens jeg så lidt Netflix. Resten af dagen brugte jeg på en masse småting. Jeg fik muget ud hos kaninerne, sat dem alle på græs. Jeg gik lidt rundt, foldede vasketøj, tog ind til byen for at købe nogle ting jeg manglede. En mineral pudder foundation fra Youngblod, en makeupbørste, tre glimmer julekugler og en bog. Det var dejligt ikke at skulle skynde sig. Og mærkeligt. Senere tog jeg i stalden. På vej der over græd jeg. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men det var som om at det pludselig gik op for mig, at der rent faktisk var en del ting jeg kunne være ked af. At det var okay. At de her ting ikke bare var nogle ting jeg opfandt, men rent faktisk ting som de fleste nok ville blive kede af.

Min morfar som er syg på hvad fjerde? femte? år med lungekræft, som blev hentet med ambulance den anden dag og indlagt. Min far som til marts skal udsendes og er væk i 10 måneder.


Jeg sad i bilen mens tårene bare løb ned af mine kinder. Det var lidt som om det hele faldt fra hinanden. Men på den måde, hvor det dermed kan falde rigtigt på plads bagefter. Den måde som er nødvendig, for at tingene bliver gode igen.