• Theresa Vangsøe

Når det ikke forsvinder - før man gør det, der skal til...

Jeg sad i går og kiggede gamle noter igennem på min telefon. Der var gamle to-do lister, idéer til indlæg, ønskelister og så var der en gammel tekst. En jeg havde skrevet dagen før, at alt gik amok. Dagen før jeg modtog beskeden som jeg har beskrevet i dette indlæg, som med ét satte mig fri fra den psykisk voldige realation jeg havde været i, i flere år.


Det er mærkelig at læse og vide, at 24 timer efter var mit liv vendt 180 grader. Havde jeg bare vidst, at det hele ville løse sig...





Her er hvad jeg skrev:



29 Januar kl. 22.06


Jeg skal virkelig gøre hvad jeg kan for ikke at græde lige nu. Jeg har lyst til at lave en bog som skulle hede “things I wanted to say, but never did”. Bortset fra, at jeg har lyst til at sige dem direkte til hende.


Så hun ved hvor meget hun har såret mig. Så hun ved hvordan hun har ødelagt min selvtillid og hvordan hun hver gang hun råber og siger ting til mig, ødelægger noget i mig.


Det "noget" som stoler på andre mennesker, som engang turde give glip og være sig selv, og som fortalte ting, fordi jeg stolte på hende. Den ene dag er hun glad, og den næste er hun sur. Når hun er glad er jeg ikke længere glad.

Jeg har simpelthen ikke mere tilbage. Jeg kan ikke være glad. Jeg kan knap nok holde ud bare at være. Bare at gå i skole, gå i bad, spise.


Jeg er træt. Jeg er så forfærdelig træt. Men lige meget hvor meget jeg sover, så hjælper det ikke.

Det er ikke den slags træthed, som søvn kan hjælpe på. Det er den slags som kræver handling, for at gå væk. Men jeg kan ikke gøre noget. Jeg kan ikke handle. Ikke sige noget, ikke råbe, ingenting.


Jeg kan bare græde, hulke og jeg ved ikke hvordan jeg stopper. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.


Hvis bare det forsvandt. Men det gør det ikke. Ikke før jeg gør det, som skal til...




Jeg vidste godt, at det ikke ville blive bedre. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville få det godt, før jeg kom ud af realationen. Men som jeg beskrev i teksten, så var det som om at jeg ikke kunne bevæge mig. Som om jeg ligemeget hvor ondt det gjorde, så kunne jeg ikke sige noget.


Jeg havde lyst til bare at forvinde. Ikke at behøve at snakke eller forklare mig.

For jeg vidste at begyndte jeg på det, så ville hun begynde at få mig til at høre på, hvordan jeg ikke havde ret. Hvordan det hele var min skyld. Det ville ende med at jeg undskyldte, og bad om lov til at blive. Det var sket så mange gange før.


Jeg ville bare at løbe væk. Jeg kunne ikke mere.


Jeg var ked af det hele tiden. Til at starte med vidste jeg ikke hvorfor, eller hvad der skulle til for at ændre det. Jeg følte at jeg ikke kunne trække vejret, og at jeg kunne knække sammen hvert øjeblik det skulle være.


For der var en side af mig, som overvejede om jeg bare skulle tage mig sammen. At jeg ikke havde ret til at have det, som jeg havde det. Det havde hun jo fortalt mig så mange gange. At jeg ikke havde ret til at have det dårligt og brokke mig, fordi jeg havde det godt. Fordi mange havde det meget værre, end mig.


"Du er så utaknemmelig! Er du godt klar over hvor godt du har det?!"

Jeg sad træt og utålmodig en eftermiddag overfor min psykolog og sagde, at jeg ikke vidste hvad det rigtige at gøre var. Hvad jeg skulle gøre, før jeg fik det godt.


"Du ved godt hvad der skal til"

Av. Den gjorde ondt. For jeg vidste jo lige præcis, hvad hun mente. Jeg vidste hvad der skulle til. Ingen behøvede at sige det højt. Jeg var udemærket klar over, hvilket skridt jeg skulle tage, for at redde mig selv.


Men hvorfor kunne jeg så ikke gøre det? Hvorfor blev jeg? Hvorfor kunne jeg ikke selv tage valget, men blot svare "Okay" på beskeden?