• Theresa Vangsøe

Når man kommer væk fra kernen og at finde tilbage igen.

I går var en af de dage som jeg sent glemmer. Jeg var taget i stalden og havde tre timer, før jeg skulle hjem og skrive på min årsopgave. Det er lang tid tiden jeg sidst har haft så mange timer i stalden, uden at der var noget jeg skulle nå.


Jeg startede med at hente Prince ind fra folden og binde ham uden for stalden. Jeg havde egentlig lyst til at ride på Buddy, men de sidste mange gange, har det ikke gået godt. Han har haft så meget energi, og jeg har haft svært ved at få ham til at fokusere. Han har løftet hovedet og løbet stærkt, som om det var så meget krudt i ham, at han slet ikke vidste hvad han skulle gøre med det.


Så jeg startede med Prince.



Tog hans meget beskidte vinterdækken af. Striglede ham, børstede hans filtrede hale igennem og tog alle de løse og mudrede fletninger ud, han havde i manen. Så prøvede jeg et dækken på ham som jeg havde købt brugt, og det passede heldigvis. Han stod bare og halvsov mens jeg børstede og børstede og støvet stod i en stor sky omkring ham.

Da han var rimelig støvfri sadlede jeg ham op og trak ham ned på ridebanen, gav ham bosal på og hoppede op. Vi red til vi var trætte, øvede stop, hurtig stop, forskellig tempo i skrift og trav, lidt galop. Det gik rigtig godt, han var koncentreret og gjorde sit bedste. Da jeg lukkede ham ud på folden, stod Buddy ved ledet og ventede.


Han kiggede da Prince gik hen til høet, og vente sig så om igen til mig. Som lige for at sige, at nu var han klar. Så jeg gav ham rebgrime på og trak ham op til stalden, og bandt ham samme sted som Prince. Striglede. Rensede hove. Det hele. Men ingen sadel. Jeg kunne godt mærke jeg var lidt spændt. Spændt på hvordan han var, hvor meget jeg kunne arbejde med ham. Vi gik i roundpennen og gik igang med jordarbejde. Der gik lidt tid, før han var koncentreret og jeg måtte flere gange lige sætte foden ned og være meget tydelig.


Da vi havde arbejdet i nogen tid, gav jeg ham bosal på. Trak ned på ridebanen. Lod tøjlen hvile på hans man, mens jeg hoppede op. Ingen sadel. Der var ingenting imellem os. Ingenting jeg kunne holde fast i. Jeg bad ham gå frem og det gjorde han. Først tænkte jeg, at vi bare skulle skridte. Men det gik godt, og jeg ville se hvad der ville se. Så jeg satte ham i trav. Han tog hovedet op, hev i tøjlen og løb. Jeg drejede ham ind på en lille cirkel. Bad ham tage hovedet ned. Red ham. Først den ene vej, så den anden.



Skiftede hele tiden retning, så han aldrig kunne forudse, hvad vi skulle. Han slappede af. Satte farten ned og tog hovedet ned. Jeg lavede volten større. Tog et par runder. Kyssede ham i galop. Han lavede det fineste anspring. Og så galoperede han bare. Langsom galop. På volten. Med hovedet nede.


Vi tog fem runder og så stoppede jeg ham, og tog ham ned i skridt. Roste ham helt vildt.


Nogle gange skal man træde et skridt tilbage. I stedet for at begynde at fikse alt muligt, så er det nogle gange bare nok lige at trække vejret og stoppe op. 


Det var den bedste oplevelse. Buddy fik succes. Og jeg fik succes. Vi fandt tilbage til vores grundkerne. Det er nødvendigt nogle gange at gå tilbage lige og ordne nogle ting, før man kan fortsætte. Det fik jeg bekræftiget her.


Less is more.