• Theresa Vangsøe

Opskrift på glutenfri mælkesnitter

Det er søndag og den sidste dag i efterårsferien. Jeg spiser brownie og drikker kaffe mens Friends kører i baggrunden. Det bliver dejligt at komme i skole igen, men jeg må dog indrømme, at jeg godt kunne bruge lidt mere ferie. Jeg har haft et par angstanfald i løbet af ferien og har brugt meget tid på at snakke, være ked af det og skidesur. Det har fyldt meget, alt for meget. Jeg har besluttet at jeg vil skrive til min psykolog og få en tid, for jeg kan mærke at det er begyndt at fylde igen, alt hvad der er sket. Det er ikke noget jeg går og tænker på hele tiden, men når det kommer op, så fylder det helt utroligt meget.


Nåh men for nu har jeg det godt, og solen skinner udenfor. Jeg vil ud og gå en tur her senere med M i det kolde efterårsvejr. Først vil jeg dele opskriften her, på de lækreste glutenfri mælkesnitter, som kommer i Ægte Glutenfri Aftensmad, som udkommer til januar.



Ingredienser


Bunden

4 æg

160 g rørsukker

50 g blød smør

40 g kakaopulver

85 g rismel

40 g majsmel

0,5 tsk. xanthan gum

2 tsk. vanilje

½ dl. mælk

1 knivspids salt


Fyld

200 g flødeost

55 g flormelis

2 tsk. citronsaft

2 vaniljesukker

1 spsk. honning

2 dl. fløde


Fremgangsmåde


Forvarm ovnen på 190 grader. 

Bland kakaopulver, rismel, majsmel, xanthan gum, vanilje og salt sammen. Rørsukker og æg piskes lyst og luftigt. Pisk smøren i. Rør de tørre ingredienser i sukkerblandingen sammen med mælken.

Beklæd en form på ca. 24*34 cm. med bagepapir

Fordel dejen heri.

Bag bunden til den er færdigbagt, ca 8-10 min. 

Lad bunden kølet helt ned inden fyldet laves.


Pisk fløden til flødeskum og stil til siden. Rør de resterende ingredienser sammen i en skål. Vend forsigtigt fløden i og stil blandingen på køl.


Skær bunden over på midten og fordel cremen på den ene del. Læg den anden del over og skær ud til mælkesnitter.