• Theresa Vangsøe

Prisen for psykisk vold

Jeg sad den anden dag og kiggede mine noter igennem på min telefon. Det var i slutningen af januar i år, at jeg blev fri for psykisk vold og altså 8 måneder siden nu.

8 måneder siden at jeg snakkede med hende og hørte hendes stemme. Men jeg mærke stadig vreden. Uretfærdigheden. Jeg får stadig angstanfald. Jeg bliver stadig ked af det. Mega sur.


Der går længere og længere tid imellem hver gang jeg får det sådan. Men det sker stadig. Det rammer mig og slår mig i gulvet.


Den bedste trøst fra min bedste ven som giver mig styke til at fortsætte


I blandt mine noter fandt jeg denne tekst, jeg havde skrevet for to måneder siden. Jeg gør ofte sådan, når jeg bliver ramt af noget om det så er angst, følelser eller hvad det kunne være, så skriver jeg.


Jeg skriver alt hvad jeg kan mærke. Alt det jeg ikke fik sagt. Jeg skriver hvordan jeg havde det, hvordan jeg har det nu, hvad det gør ved mig, hvad det har gjort ved mig. Jeg skriver mens jeg græder, jeg kniber øjnene hårdt sammen og stryger hurtigt hånden over.


Jeg skriver til jeg kan mærke det hele. Mærke alle de følelser jeg havde, som jeg bed i mig. Jeg skriver til jeg har det bedre. Eller har fundet ud af noget jeg ikke vidste. Jeg skriver, til jeg ikke har mere at sige. Indtil det sker igen. Så starter jeg forfra.


For to måneder siden:


Jeg har det ikke godt lige nu. Jeg ved godt hvorfor. Jeg har et angstanfald. Og jeg ved også godt, at det jeg skal til at skrive, det ikke er sandt. Det ved jeg, hvis jeg tænker mig om. Hvis jeg lytter til mit hjerte. Men jeg tænker mig ikke om. For det kan jeg ikke.


Og derfor begynder jeg at tro, at du måske havde ret.


Ret i da du sagde, at jeg kun tænkte på mig selv. At jeg ikke satte pris på det jeg havde. Jeg begynder at tænke på, om det var rigtigt, da du sagde at jeg var ødelagt.

Når du sagde at jeg ikke tog ansvar og gav alle andre skylden. Jeg begynder at overveje om det egentlig ER min skyld. Om du havde det. Om det bare var mig.


Jeg begynder at tænke på de ting som gjorde mig ondt. Om det egentlig bare var mig som var pivet. Men så kan jeg mærke den. Smerten. Jeg kan mærke mine kinder blive våde af tårer, og jeg forsøger at blinke dem væk.


Men de går ikke væk.


Jeg græder over den tid der var. De ting der skete. Jeg græder over, at du stadig har den magt over mig. At det du har gjort ved mig, stadig kan give mig angstanfald. Stadig kan få mig til at tvivle på hvad der skete og hvad du gjorde.


Jeg græder fordi jeg er bange for om det nogensinde vil stoppe. For jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved er, at kunne jeg vende om den dag, jeg så dig for første gang, så havde jeg gjort det.


Jeg skulle være gået den anden vej. For det blev dyrt at gå forkert. Og prisen er høj.


Umennskeligt høj.


Det ved jeg nu.