• Theresa Vangsøe

Psykisk vold - når man går i stykker

Jeg har i 2-3 år haft en meget tæt og usund relation, hvor jeg var udsat for psykisk vold. Til at starte med var det kun mindre "udbrud", som jeg ikke tænkte meget over. Men det blev hurtigt værre og værre og tilsidst var jeg så indsluset i det, at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg følte mig kvalt og i stykker. Men jeg kunne ikke gå.


Før jeg en dag ikke længere havde et valg...



Sidste sommer


Siden jeg er kommet ud af relationen, har jeg flere gange haft det mærkeligt i perioder. Jeg har følt mig beskidt og utilpas. Noget der ikke kunne vaskes af eller rides væk. Det var som om det sad i mig. I min sjæl og i min krop. Jeg har ikke vidst hvad det var, så jeg prøvede at distrahere mig selv og lave noget krævende, så jeg fik mine tanker hen på noget andet. Men det blev ved med at komme igen.


Så her til aften da jeg stod ude i stalden, gik det pludselig op for mig, hvad det var der skete. Jeg har hele dagen i dag haft det sådan, som jeg har beskrevet ovenfor. Jeg følte mig beskidt og utilpas. Jeg har haft hovedet begravet i afleveringer, for at tvinge mit hoved til at tænke på noget andet. Da jeg tog i stalden var det der stadig, men jeg håbede at det ville gå væk, når jeg kom ud.


Måske var det bare alt det her karantæne noget?


Men man kan kun narre sig selv i en begrænset periode.

Jeg fik muget ud, lavet foder og hentet hestene ind fra fold. Mens de spiste, stod jeg og overvejede at sætte mig på en trækasse, der står med bunden i vejret, ude foran Prince' boks. Jeg skulle vente på at hestene havde spist, så jeg kunne skylle deres foderspande. Så jeg tænkte at jeg kunne sætte mig, lytte til hestene der spiste og bare lukke øjnene.


Jeg tænkte, at ville en af de andre heste ejere komme og se mig sidde der, ville de helt sikkert komme hen og spørge om der var noget galt. Hvis jeg bare sad der med lukkede øjne og ventede. Mens jeg tænkte den tanke, var det som om at alle brikkerne faldt på plads. Jeg vidste hvorfor jeg havde det så mærkeligt.


Det var en reaktion på al den psykiske vold jeg har været udsat for.

Alle de gange hvor jeg er blevet slået i gulvet og bare har stået og modtaget og slugt hvad jeg har fået kastet i hovedet.


Og det er lige præcis sådan en situration jeg kom til at tænke på, da jeg tænkte på at sætte mig på trækassen og forstillede hvordan jeg ville blive spurgt, om jeg var okay.


Der er nemlig en bestemt situration, som mindede mig om den.


Det var en dag hvor jeg sad på en stabel med paller og græd. Hvor hun trampede lige forbi mig og ikke værdigede mig et blik. Jeg følte mig knust og ødelagt. Men det var kun begyndelsen. For jeg rejste mig og gik efter hende, for at snakke, for at forklare mig selv. For at komme ind i varmen igen. For at komme tilbage på min "trygge" plads.


Her blev jeg overhældt med grimme ord, nedværdigende snakke om hvorfor det hele var min skyld, og hvordan det altid er det osv osv.

Det værste er at jeg blev. Jeg lukkede ned og jeg stod bare og undskyldte og tiggede og bad om at det kunne blive godt igen.


Til sidst begyndte jeg faktisk at tro på hvad hun sagde.

Jeg får nu reaktionen på den oplevelse. Og på hundredevis af andre lignende oplevelse, hvor jeg lukkede ned og ikke reagerede. Det hele kommer op, lidt efter lidt som tiden går, og nu hvor jeg har ro på mit system. Hvor jeg igen kan mærke og kan føle.


Jeg er så ked af det og jeg har så meget skyldfølelse overfor mig selv. Den måde jeg har ladet et andet menneske ødelægge mig. At jeg mistede mig selv. Hvordan kunne jeg gøre det?


Det jeg frygter mest er at jeg ikke kan blive hel igen. For hvad gør jeg så?




En sen sommeraften et par år tilbage