• Theresa Vangsøe

Tanker i denne uge #2

Det er fredag aften og jeg sidder i sofaen og skulle lige til at sortere billeder af havrebollerne, jeg bagte den anden dag. Jeg hører musik og spiser vingummier. Og jeg kan næsten ikke tage mig sammen. Vi har været på såkaldt "corona-ridt" i dag. Mit første distancestævne. Jeg kørte i stalden kl. 8 og kom hjem 18.30. Vi fik redet to heste hver. Første tur var på 22 km. Anden tur var på 8 km. Min krop er totalt smadret og jeg er ret sikker på at jeg kommer til at sove rigtig godt i nat. Men det var en fantastisk dag! Sådan en dag, som jeg føler mig utrolig heldig at have så mange af, som jeg syntes jeg har. Hvor jeg er særligt taknemmelig for alle mine mennesker omkring mig. Og hestene selvfølgelig.


Det fineste træ på en af de lange skovture



Min mustangbaby på corona-ridt.



Her er nogle af de ting jeg har tænkt på, og brugt denne uge på:


- Jeg har overvejet, om jeg skal begynde at se "13 Reasons Why" igen. Jeg så den sidste år, og blev næsten færdig med sæson et. Men jeg stoppede, da jeg syntes den blev lige lovlig uhyggelig og ægte. Den anden dag hørte jeg en sang, en sang som var med i et afsnit af serien, og jeg genkendte den straks. Og fik lyst til at begynde at se den igen.


- Fakstisk har jeg været lidt skuffet over, at jeg ikke skal tilbage i skole. Jeg får nået en hel masse ting, jeg fungerer og jeg nyder min frihed. Men jeg er begyndt at savne mine lærer og de andre studerende. Jeg savner efterhånden at få inspiration, uden at skulle lede efter den. Jeg savner at have pænt tøj og lidt makeup på.


- Jeg har fået en, syntes jeg selv, vildt god idé. Den er ikke gennemarbejdet endnu, men jeg er ret begejstret for den indtil videre. Og jeg har besluttet at den skal være færdig og klar inden maj er omme. Jeg kan næsten ikke vente med at komme igang. Endnu mindre, kan jeg vente med at se, hvordan den bliver taget imod.


- Jeg har bagt flere forskellige slags boller og kager. Og spist begge dele.


- Mange møder er gået, imens jeg har siddet og rengjort min sadel og smurt den i læderfedt. Det er en af de ting, som er gode ved at gå i skole der hjemme. Al den multitasking. Det er lige mig.


- Lige om lidt er det min fødselsdag. Jeg ved endnu ikke helt, hvad der kommer til at ske. Jeg føler mig alt for gammel - jeg kunne ikke engang huske hvor gammel jeg var, den anden dag. Jeg bliver altså kun 22... Hvordan skal det da ikke blive?


- Jeg har haft dage, hvor jeg har siddet foran min computer og arbejdet hele dagen. Men allerflest dage hvor jeg rider, bager, skriver indlæg og går ture. Og kun laver aflevering et par timer - fordi der simpelthen kun er lektier til et par timer.


Nu vil jeg gå i seng. Jeg vil sove længe, hvis jeg altså kan. Og så vil jeg lave lige hvad jeg har lyst til i morgen. Måske bage. Måske læse en bog. Plukke blomster. Omplante mine agurkeplanter? Vi må se.



Lækre glutenfri havreboller


Kage!